Forfængelighed

Jeg passerede et spejl i dag. I ved sådan et rigtigt spejl. Sådan et fint og flot et med en smuk ramme om, der er udsmykket med forskellige mønstre og udskæringer i træ. Selve spejlglasset var pudset helt blankt og rent, så man nærmest kunne "se helt igennem". Helt ind til sjælen.

Hvad jeg så var en ung mand, som knapt nok havde fået alle ungdommens selskaber og baller, småforelskelser og andre livsglæder med sig. I stedet var han nu død udenpå. Ikke død af udseende selvfølgelig, men man kunne se det på hans måneblege hud, der så helt livløs ud, og stadig var der noget over det, der fik mig til at trække mit hår en smule til siden og stirre længe på den blege kind.

Hvad der fangede mig mest, var mine øjne. De virkede så smukke, så klare og skinnende i det flakkende skær fra stearinlyset, jeg holdt i hånden. Stearinlyset var den eneste lyskilde på min vej, skønt jeg næppe behøvede det, men jeg holdt det i hånden, for det var en gammel ven, en ven jeg ikke ville se på himlen igen. Men øjnene. Disse følsomme øjne var dog så skønne og nemme at fortabe sig i. Jeg følte, at jeg bare ved at kigge ind i disse - mine egne - stadig så klare og lyseblå øjne kunne se hele min fortid i dem. Hele min barndom og alt det af ungdommen jeg havde nået at udforske.

Jeg havde inderst inde regnet med, at mit hår ville blive tyndt og gråt, som når man bliver ældre og ældre, men jeg har taget fejl endnu en gang: Mit hår er så friskt og flyvsk som nogle sinde før. Det skinner og står i ufattelig smuk kontrast til min kridhvide hud, mens det bølger ned over mine skuldre i lette men perfekt formede krøller.

Jeg er tilfreds, og jeg håber, at Lawrence er lige så tilfreds - om ikke med mit udseende så med mine kommende vampyrinstinkter, som jeg har hørt en smule hvisken om, som vinden der suser hen ad landevejen uden for byen, blæser al liv bort og jager alle menneskene væk. De siger, det er dæmonerne, der leder efter kroppe at bosætte sig i og tjene djævlens misgerninger fra. Jeg tror dem ikke: der findes ingen djævel, og der findes ingen gud. Der findes kun liv ... og død.

Ikke-eksisterende

Jeg husker kun alt for tydeligt, hvordan jeg selv for så længe siden måtte give afkald på min menneskelige eksistens for i stedet at starte min tilværelse som nådeløs morder, der tilmed nyder - for ikke at sige min natur imod - at føle, hvordan det sprudlende liv langsomt, men bestemt - som om livet pludselig ser lyset, eller mørket, for enden af en tunnel - siver ud af det næsten lammede legeme, der kort forinden har sprunget frejdigt rundt blandt andre og spist og åndet med dem. Og jeg husker, hvordan det føltes den første gang, da mine uerfarne, unaturligt rolige hænder trak den nybagte mor ind i min favn, og hvordan hendes hoved lænede sig ind mod min skulder, som om hun var gråden nær, da jeg blidt strøg hendes røde slangekrøller væk fra den blottede, hvide hals.

Min ikke-eksisterende samvittighed dengang drev mig til forsigtigt at bøje hovedet ned mod kvindens hals. Som om jeg ville kysse hende, strejfede mine læber hendes kind som en kølig sommerbrise, idet jeg bøjede hovedet længere og længere ned mod hendes hals, hvor halspulsåren var tydeligt aftegnet på den blege hud og pulserede indbydende, som var den ved at sprænges af længsel efter mine tænder. Mine spidse hjørnetænder berørte let den silkebløde hud, og et pust af hendes søde, varme duft slog mig i møde. Så nåede nydelsen sit højdepunkt, og jeg borede forsigtigt mine hjørnetænder ned i det bløde kød og mærkede de første varme bloddråber kilde mine læber.
Kun en svag klynken undslap kvindens læber, og hun krøb tættere ind til mig, som om hun fandt trøst i mit smukke, kolde ydre. Jeg sugede grådigt blodet til mig, men langsomt og kontrolleret. Jeg åbnede kun en lille flænge i hendes hals med et forsigtigt bid og drak roligt, længe og fredeligt og i komplet ekstatisk tilstand, så jeg ænsede hverken lydene omkring mig, der langsomt fortog sig eller månens blege ansigt, der krøb i skjul bag de tunge, regnfyldte skyer. Ej heller mærkede jeg de små regndråber, der lidt efter tegnede glitrende krystaller på min lange frakke og gjorde kvindens røde lokker matte.

Da jeg endelig slap hende, udtømt for blod, var hendes hud ligbleg og hendes strålende grønne øjne, der havde mindet så meget om mine egne, før de forandredes til deres særprægede gyldenbrune farve med det svage grønne skær, matte og livløse. Jeg løftede hende op i mine arme og bar hende ind i hendes bolig igen, der lå tæt op ad hovedgaden og kun få hundrede meter fra den gyde, hvor jeg havde befundet mig. Varsomt lagde jeg hende i hendes seng igen ved siden af hendes sovende, unge ægtemand, hvis rolige vejrtrækning vidnede om en tryg søvn. Der lå et spædbarn i en lille vugge i nærheden, som klynkede svagt i søvne, men den unge mand lod ikke til at bemærke det. Så lydløst, som jeg var kommet første og anden gang, forsvandt jeg igen som en skygge i natten.

Ubehagelige følelser

Jeg kan mærke min krop forandre sig. Jeg mærker det så tydeligt. Det er som tusinde knive, der pludselig kan finde på at skære ind i min mave og snitte mig op - helt op til hjertet. Når det ikke gør så ondt, har jeg en mærkelig fornemmelse i maven. Jeg har svært ved at forklare den følelse, den er bare - mærkelig. Lidt ligesom vrede eller gråd der ligger helt nederst i maven og bliver stærkere og stærkere, større og større, til man til sidst har lyst til at skrige og skrige og skrige for at få det ud - det er det eneste, som hjælper. At skrige, græde, sparke og slå på noget ... eller nogen.

Dette gør så ondt, at jeg har lyst til at krybe sammen og dø i fred, på trods af at jeg er næsten fuldstændig sikker på, at dette ikke er en fuldstændig død: Det er en u-død.

På trods af alle disse smerter, som jeg snart ikke kan klare længere, tror jeg ikke, det er værd at fortælle Lawrence. Er han ikke vant til det? Han har vel været det samme igennem.

Introduktion

Det vil være passende at starte et sted i den virkelige verden - blot for ikke at kaste læserne hovedkulds ind i dette univers (det er en dårlig taktik - det ved jeg!), for det ville være det smukkeste og mest originale trick som forfatter bag denne blog, men JEG har noget på hjertet, som ikke kan blive skrevet andre steder end her - netop, fordi det har relevans hertil. Derfor må I som læsere bære over med mig og mit svimlende sludder.

For det ville være passende ...
... hvis jeg kunne sidde i 2010 og se tilbage på 1600-tallet og brokke mig over, at alting er gået hen og blevet så kunstigt. Jeg skal ikke engang holde stramt om en fjerpen og få ondt i fingrene af at skrive dette, fordi jeg har et moderne tastatur at sidde ved, der ikke engang kræver så mange anstrengelser som at spille klaver. Det ville være en fryd for mig at tro, at man kunne sidde i et varmt hus med tilhørende kamin i romantikkens florerende sødme i 1818 og nyde duften af en delikat, fransk rødvin - for ikke at sige en franskmands indbydende, varme blod, der ville få en hver med tænder som mine til at slikke sig sultent om munden.

... Men det er drømmerier ...
... fordi dette her foregår i en helt anden tid - ja faktisk i disse fiktive personers samtid, hvis man ser bort fra, at ALTID vil være disse personers samtid, medmindre der sker noget drastisk. Lad mig korrigere mig selv: Det foregår i en tid, hvor verdnen er langt mere primitiv, hvor elektriciteten ikke er opdaget og hvor vi troede, at alting var fryd og gammen, fordi vi i dag glemmer sygdommen, der hærgede dengang, og fordi vi glemmer det hårde, fysiske arbejde, folk havde, fordi vi selv er skånet for det. Gamle dage var ikke som en drøm - nutiden er heller ikke som en drøm. Gamle dage var ikke mere romantisk end nutiden - nutiden er heller ikke mere romantisk end gamle dage. Glem de forestillinger! Lad være med at tro, at dine bedsteforældre morede sig endnu mere, fordi de ikke konstant sad ved tv'et og så Hollywood-film. Vi lever i nutiden, vores fiktive personer levede i datiden og vores fiktive personer følger os i nutiden.

Efter denne lange smøre må du være forberedt, og hvis ikke du er, må du se at blive det, for vi stopper ikke med at skrive - om så hele sundhedsvæsnet inkl. landets førende psykologer er i hælene på os.

På Sidsels og mine vegne.
- Xazal