Ikke-eksisterende

Jeg husker kun alt for tydeligt, hvordan jeg selv for så længe siden måtte give afkald på min menneskelige eksistens for i stedet at starte min tilværelse som nådeløs morder, der tilmed nyder - for ikke at sige min natur imod - at føle, hvordan det sprudlende liv langsomt, men bestemt - som om livet pludselig ser lyset, eller mørket, for enden af en tunnel - siver ud af det næsten lammede legeme, der kort forinden har sprunget frejdigt rundt blandt andre og spist og åndet med dem. Og jeg husker, hvordan det føltes den første gang, da mine uerfarne, unaturligt rolige hænder trak den nybagte mor ind i min favn, og hvordan hendes hoved lænede sig ind mod min skulder, som om hun var gråden nær, da jeg blidt strøg hendes røde slangekrøller væk fra den blottede, hvide hals.

Min ikke-eksisterende samvittighed dengang drev mig til forsigtigt at bøje hovedet ned mod kvindens hals. Som om jeg ville kysse hende, strejfede mine læber hendes kind som en kølig sommerbrise, idet jeg bøjede hovedet længere og længere ned mod hendes hals, hvor halspulsåren var tydeligt aftegnet på den blege hud og pulserede indbydende, som var den ved at sprænges af længsel efter mine tænder. Mine spidse hjørnetænder berørte let den silkebløde hud, og et pust af hendes søde, varme duft slog mig i møde. Så nåede nydelsen sit højdepunkt, og jeg borede forsigtigt mine hjørnetænder ned i det bløde kød og mærkede de første varme bloddråber kilde mine læber.
Kun en svag klynken undslap kvindens læber, og hun krøb tættere ind til mig, som om hun fandt trøst i mit smukke, kolde ydre. Jeg sugede grådigt blodet til mig, men langsomt og kontrolleret. Jeg åbnede kun en lille flænge i hendes hals med et forsigtigt bid og drak roligt, længe og fredeligt og i komplet ekstatisk tilstand, så jeg ænsede hverken lydene omkring mig, der langsomt fortog sig eller månens blege ansigt, der krøb i skjul bag de tunge, regnfyldte skyer. Ej heller mærkede jeg de små regndråber, der lidt efter tegnede glitrende krystaller på min lange frakke og gjorde kvindens røde lokker matte.

Da jeg endelig slap hende, udtømt for blod, var hendes hud ligbleg og hendes strålende grønne øjne, der havde mindet så meget om mine egne, før de forandredes til deres særprægede gyldenbrune farve med det svage grønne skær, matte og livløse. Jeg løftede hende op i mine arme og bar hende ind i hendes bolig igen, der lå tæt op ad hovedgaden og kun få hundrede meter fra den gyde, hvor jeg havde befundet mig. Varsomt lagde jeg hende i hendes seng igen ved siden af hendes sovende, unge ægtemand, hvis rolige vejrtrækning vidnede om en tryg søvn. Der lå et spædbarn i en lille vugge i nærheden, som klynkede svagt i søvne, men den unge mand lod ikke til at bemærke det. Så lydløst, som jeg var kommet første og anden gang, forsvandt jeg igen som en skygge i natten.