Ubehagelige følelser

Jeg kan mærke min krop forandre sig. Jeg mærker det så tydeligt. Det er som tusinde knive, der pludselig kan finde på at skære ind i min mave og snitte mig op - helt op til hjertet. Når det ikke gør så ondt, har jeg en mærkelig fornemmelse i maven. Jeg har svært ved at forklare den følelse, den er bare - mærkelig. Lidt ligesom vrede eller gråd der ligger helt nederst i maven og bliver stærkere og stærkere, større og større, til man til sidst har lyst til at skrige og skrige og skrige for at få det ud - det er det eneste, som hjælper. At skrige, græde, sparke og slå på noget ... eller nogen.

Dette gør så ondt, at jeg har lyst til at krybe sammen og dø i fred, på trods af at jeg er næsten fuldstændig sikker på, at dette ikke er en fuldstændig død: Det er en u-død.

På trods af alle disse smerter, som jeg snart ikke kan klare længere, tror jeg ikke, det er værd at fortælle Lawrence. Er han ikke vant til det? Han har vel været det samme igennem.